Flere i RKI-registret – inflation og høje renter spøger stadig

Ved slutningen af 2023 var 173.093 danskere registreret i RKI. I løbet af hele 2023 er antallet af dårlige betalere steget med 1,3%. Dermed fortsætter den negative udvikling fra de seneste år.

Inflation og højere renter bag stigning i RKI-registret

Til trods for at vi i dag skriver år 2024 påvirkes mange danskere fortsat af den økonomiske hverdag, som vi alle var vidne til i 2022 og 2023. En usædvanlig høj inflation og højere renter har resulteret i højere leveomkostninger, hvilket har udhulet mange danskeres købekraft og vanskeliggjort deres betaling af regninger.

Selvom de registrerede gennemsnitligt skylder et mindre beløb end tidligere, så skal det umiddelbart ikke fortolkes positivt, fastslår direktør i Experian Bo Rasmussen. Det vidner nemlig om, at flere skylder forholdsvis små beløb til kreditorer – flere har altså svært ved at betale selv mindre regninger.

Dog ser der ud til at være lys for enden af tunnelen i de kommende kvartaler, hvor den høje beskæftigelse og et forventeligt lavere renteniveau kan forhindre en massiv stigning i antal RKI-registreringer. Større lønstigninger har også en effekt i forhold til at understøtte de danske husholdninger.