Efter otte års konstant fald steg antallet af RKI-registrerede efter første halvår 2022 til 171.746 danskere. Nu viser dugfriske tal for andet halvår af 2022 et lille fald i antal danskere i RKI, hvor der er 170.912 registreret.
Den samlede misligholdte gæld til private kreditorer er nået ned på et historisk lavt niveau. I januar 2021 var den cirka 11,8 milliarder kroner. Dette er et fald på cirka 5,1 milliarder kroner sammenlignet med januar 2014. Nu har den samlede misligholdte gæld taget endnu et skridt i den rigtige retning, og er nået ned på cirka 9,4 milliarder kroner, hvilket er en ny rekord for den laveste misligholdte gæld.
Løbske forbrugerpriser og rentestigninger
På trods af den positive udvikling er der en cocktail af økonomiske faktorer, som kan ramme danskerne hårdt i den kommende tid.
Selvom der er sket et fald i antal RKI-registrerede, forventes det, at flere danskere får svært ved at betale regningerne til tiden i 2023.
“Vi har haft økonomisk medvind de seneste mange år, men i 2022 har vi mærket på vores privatøkonomi, at der nu kommer en regning for at tøjle inflationen. Renterne er kravlet op, og forbrugerpriserne er steget markant, og det rammer hårdt hos dem, der har sværest ved at betale regningerne. Især dem med flekslån, der står til refinansiering, kan få yderligere problemer”, siger Bo Rasmussen, direktør for Experian som driver RKI-registret.
Tallene peger på store geografiske forskelle for antallet af RKI-registrerede. Region Sjælland er forsat regionen med den største andel af registrerede personer med misligholdt gæld. 4,37 % af regionens borgere over 18 år er registreret i RKI. Til sammenligning er det i Region Hovedstaden kun gældende for 2,89 % af personer over 18 år.